Go to Top

Økologi

Nordjysk grønlangkålsproducent er blevet økologisk

Et skifte til en lokal leverandør af grønkål har gjort Vendsysselske Grønlangkål økologiske. Den nye samarbejdsaftale er indgået i 2016, og allerede i august rullede første leverance af den nye økologiske grønkål ind af døren.

Det er et mangeårigt ønske om at finde en økologisk lokal leverandør af grønkål, der har resulteret i, at Vendsysselske Grønlangkål i år har indgået samarbejde med det nordjyske firma Tinggaard ved Hadsund. Vendsysselske Grønlangkål har i flere årtier forsynet danskerne med netop grønlangkål, og Ronni Sørensen, administrerende direktør hos Vendsysselske Grønlangkål, er meget begejstret for det nye samarbejde:

”Vi har længe ønsket at finde en dansk leverandør, som også var økologisk. Indtil nu har vi hentet vores grønkål i Tyskland, og det har også fungeret rigtig fint, men nu mener vi, at tiden er rigtig til at gå den økologiske vej med en dansk leverandør”, fortæller Ronni Sørensen.

Selvom det har været en ambition og et ønske gennem flere år, har det taget længere tid at få det realiseret end først antaget.

”Det har været svært at finde den rigtige leverandør, som vi synes, var både dygtig nok på kvaliteten, og som også har kapaciteten til at levere de mange tons grønkål, som vi aftager om året. Tinggaard lever på alle måder op til vores krav og forventninger, og det var en stor fornøjelse, da den første levering af grønkål rullede ind i august”, uddyber Ronni Sørensen.

Tinggaard har siden 1997 produceret økologiske grøntsager og leverer blandt andet grøntsager til Aarstidernes grøntsags- og måltidskasser samt til dagligvarekæden Rema1000.

Produktion som følger med tiden
Historien om Vendsysselske Grønlangkål begynder i 1984, hvor de første grøntlangkål bliver produceret i Børglum Mejeri. Produktionen er på det tidspunkt ikke særligt stor – kun 47 tons det første år, sammenlignet med de 230 tons grønlangkål, der produceres årligt i dag.

Selvom grønkålen nu er økologisk og kommer fra en anden leverandør, forløber klargøringen på akkurat samme måde som tidligere – dog med kortere transporttid. Kålen håndsorteres, hvorefter den bliver behandlet og klargjort til levering hos forhandlerne. Den eneste forskel nu er, at den økologiske kål ikke har været udsat for kunstgødning og kemikalier under dyrkningen.

Allerede i år kan danskerne glæde sig over at kunne servere økologiske grønlangkål til jul – og oveni købet fra en dansk virksomhed. Ronni Sørensen anslår, at der sælges over knap 400.000 poser grønlangkål om året, og det er helt klart den travleste periode, de går i møde nu.

Konstant udvikling – Green Gourmet
De økologiske grønlangkål er blot én ud af en række nyheder hos Vendsysselske grønlangkål. Inden for de sidste par år har de tilføjet to nye produkter til deres sortiment: Kogt hakket hvidkål og kogt hakket grønlangkål, og de har ligeledes del i det nye firma ”Green Gourmet”, som sætter grønkål på kortet som den nye ”superfood”.

Ronni Sørensen er ligeledes partner i Green Gourmet, som producerer frysetørret grønkål. Grønkål er rig på vitaminer og mineraler, og med den frysetørrede pulveriserede udgave kan man med kun 4 gram få dækket sit daglige vitamin- og mineralbehov.

På nuværende tidspunkt sælger Green Gourmet kun på det asiatiske marked, hvor de er meget opmærksomme på sundhed og sunde fødevarer, men Green Gourmet forventer at udbrede deres nye superfood til hele verden, når markedet er klar.

Ved uddybende spørgsmål kontakt:
Ronni Sørensen, CEO
Tlf: 30325176
Ronni.sorensen@green-gourmet.dk