Go to Top

Om firmaet

Firmaet startede i Børglum mejeri i 1984. De første år havde vi mange mennesker ansatte og produktionen var ikke særlig stor – kun 47 tons det første år og 79 tons i 1985.

I 1986 flyttede vi produktionen til Harken Mejeri. Produktionen er stille og roligt steget og arbejdsgangen er blevet rationaliseret. Med 6 ansatte i dag laves der ca 230 almindelige og ca 20 tons grove grønlangkål.

I 2016 lagde vi om fra konventionel grønkål til nu udelukkende at bruge økologisk dyrkede grønkål. De friske grønkål bliver avlet på gården Tinggård, som ligger mellem landsbyerne Dalbyover og Knejsted 20 km. Nord-Øst for Randers mellem Mariager Fjord og Randers Fjord. Gården har været drevet af Annemette & Kent Ebbesen siden 1. Marts 1982.

De økologiske grønkål transporteres til fabrikken i Harken på lastbiler. 3 gange om ugen modtager vi et læs med ca 7 tons friske økologiske grønkål. I Harken læsses de friske kål på et transportbånd hvor de håndsorteres for gule blade og urenheder.

Derefter køres kålene i skyllekaret. Efter skylning køres kålene atter på et transportbånd til blancøren. Fra blancøren køres de direkte til et roterende kogekar, hvorefter de køles, hakkes og laves i boller på maskine. Til sidst køres det færdige produkt på frost.

Inden for de sidste par år har vi tilført to nye produkter – kogt hakket hvidkål og kogt hakket grønkål, som er velegnet til egnsretten Sønderjysk grønkål. Arbejdsgangen er stort set den samme, som på vores traditionelle grønlangkål, dog med en betydelig kortere kogetid.

Hvidkålene er avlet i Danmark.